Ahmet Demir
Københaven 7 Maj 2026
Jeg vil gerne dele en oplevelse, som stadig sidder i mig. Ikke fordi den var dramatisk, men fordi den
var tankevækkende. Og fordi den siger noget grundlæggende om, hvordan vi møder hinanden – og
hvem vi vælger at give plads på arbejdsmarkedet.
Min kone og jeg skulle til bryllup. Som mange andre gik vi derfor på jagt efter tøj i et
indkøbscenter. Vi var i flere dametøjsbutikker, og jeg begyndte hurtigt at lægge mærke til noget, jeg
før kun havde tænkt i forlængelse af travlhed og effektivitet: Måden, hvorpå kunder bliver mødt.
Uden at generalisere – for der findes naturligvis dygtige sælgere – oplevede jeg flere steder
kontakten som kold og upersonlig. Ekspedienterne gjorde deres arbejde: De solgte varer. Fuld
respekt for det. Men relationen mellem ekspedient og kunde føltes ofte reduceret til en transaktion.
Min fornemmelse var, at min kone og de andre kvinder, der så på tøj, ikke rigtig blev mødt som
mennesker, men som kunder, der skulle ekspederes.
Og så skete der noget, der brød mønsteret.
Vi trådte ind i en butik, hvor ekspedienten – en ældre dame omkring de 70 – gjorde noget helt
andet. Der var ingen stress, ingen påtaget salgsretorik, ingen distance. Hun var rolig, smilende og
oprigtigt nærværende.
Da min kone prøvede tøj, sagde hun til mig: “Hun er meget anderledes… meget sød. Hun virker
ikke travl, sur eller stresset. Hun smiler og er virkelig behagelig.”
Det var præcis også min oplevelse. Noget i hendes måde at være på – hendes øjenkontakt,
kropssprog og tone – skilte sig ud. Og det slog mig: Denne forskel kan ikke læres på et hurtigt
salgskursus.
Mens jeg ventede, kunne jeg ikke lade være med at spørge om hendes baggrund. Hun spurgte
nysgerrigt, hvorfor jeg ville vide det. Jeg forklarede, at hendes måde at kommunikere på – både
sprogligt og nonverbalt – virkelig gjorde indtryk.
Hun smilede og sagde. At hun oprindeligt var uddannet pædagog og havde arbejdet mange år med
børn, unge og familier med særlige udfordringer. Hun havde elsket sit arbejde. Nu var hun
pensionist, men ønskede stadig at arbejde nogle timer. Ikke af nødvendighed, men af lyst. Hun
glædede sig over mødet med kvinder og over at hjælpe dem med at finde tøj, de følte sig godt tilpas
i.
Her ramte noget mig meget klart.
Vi taler ofte om pensionister som “færdige” på arbejdsmarkedet. Og samtidig taler vi om mangel på
hænder, kvalitet i service, trivsel og relationer. Er det ikke et paradoks?
Pensionister, der har været pædagoger, lærere, socialrådgivere, terapeuter og lignende bærer en
erfaring, som samfundet stadig har brug for. Ikke fordi de skal præstere, effektivisere eller
konkurrere. Men fordi de kan noget fundamentalt: De kan møde mennesker.
Jeg har selv oplevet lignende situationer i andre sammenhænge. Når pensionister med pædagogisk
eller humanistisk baggrund træder ind – frivilligt, uden krav, på deltid – løfter de kvaliteten. Ikke
gennem tempo, men gennem nærvær. Ikke gennem resultater, men gennem relationer.
Vores pædagogiske institutioner, børn, unge og familier har stor gavn af disse mennesker. Det ved
vi. Men efter denne oplevelse vil jeg påstå: Det gælder også butikker, servicefag og andre
arbejdspladser, hvor mødet med mennesker er selve kernen.
Det har væsentlig betydning, at nogen er uddannet til at arbejde med mennesker. Især i en tid, hvor
mange oplever anonymitet, standardisering og distance i hverdagen.
Mit spørgsmål er derfor: Hvorfor ser vi ikke pensionister med humanistiske uddannelser som en
aktiv ressource – også uden for institutionsverdenen?
Jeg håber, at flere virksomheder tør give plads til disse mennesker. Ikke som billige hænder, men
som bærere af menneskelig kvalitet. Og jeg håber, at flere pensionister selv får mod på at finde
netop den plads, hvor arbejdet giver mening, glæde og værdi – både for dem selv og for os andre.
For hvis vi mister det menneskelige møde, hvad er der så tilbage?
Venlig hilsen
Ahmet Demir
