Tørklædeudtalelse Vækker Debat: Muslimske Kvinder Føler Sig Udpeget

København 21 November 2026 

Irem Basaran Ulusoy

Statsministerens seneste udtalelse har skabt vrede blandt især kvinder med muslimsk baggrund, som bærer tørklæde.

Jeg kan godt sætte mig ind i, at de oplever udtalelsen som en provokation og en stempling af deres person og berettigelse som ligeværdige borgere i det danske samfund. For hvad betyder det ikke for den enkelte kvinde at opleve, at hun ikke bliver accepteret i det samfund, som hun jo selv er en del af? At blive udpeget som det sorte får i flokken, alene fordi hun bærer tørklæde.

Og ja, det må bestemt ikke være nemt at opleve, at fokus uønsket bliver rettet mod én, alene fordi man bærer tørklæde.

På den anden side kan jeg også godt forstå vores statsminister. Jeg forestiller mig, at hun er påvirket af de mange fortællinger om negativ social kontrol og undertrykkelse af kvinder, som begrundes med en bestemt religionsudøvelse, i dette konkrete tilfælde islam.

Jeg kan også forstå bekymringen over de parallelsamfund, hvor mennesker i misforstået hensyntagen til hinanden lægger pres på andre for at udøve religionen efter bestemte normer og forestillinger. Normer, der desværre rammer vores børn og unge, og især pigerne, negativt.

For når kulturelle værdier pakkes ind i religionsudøvelse og pålægges vores piger og kvinder, risikerer vi at begrænse deres handlemuligheder og deres ret til et frit liv baseret på ligeværd, respekt og selvbestemmelse.

I den sammenhæng mener jeg, at det kan være relevant at arbejde med forebyggende løsninger i form af et tørklædeforbud for piger under 15 år.

Jeg tror personligt, at et sådant forbud vil kunne bidrage til at bekæmpe undertrykkelsen af piger og skabe mere konkrete og mærkbare resultater.

Det bør have konsekvenser for forældrene, hvis de påtvinger deres børn tørklædet, og et eventuelt forbud bør også omfatte privatskoler.

På den måde vil vi kunne beskytte disse børn mod at få påtvunget tørklædet, som jo ikke blot er et stykke stof, men også kan være et stærkt signal og et symbol på de uskrevne begrænsninger, der følger med for nogle af dem, der bærer det.

Når vi som samfund accepterer dette under henvisning til, at det er et frivilligt valg og blot en hovedbeklædning, risikerer vi samtidig at acceptere, at nogle piger bliver holdt tilbage og udelukket fra dele af samfundet.

Jeg tror, at familierne med tiden vil acceptere et sådant forbud og dermed i højere grad give deres piger mulighed for at være ligeværdige med deres jævnaldrende, der ikke bærer tørklæde.

Og når pigerne fylder 15 år, vil de efter min opfattelse have opnået en større modenhed og selvstændighed, som gør dem bedre i stand til at sige fra over for et eventuelt ønske eller pres fra deres forældre.

Det kan faktisk sammenlignes med 24-årsreglen, der i sin tid blev debatteret og kritiseret voldsomt for at være i strid med menneskerettighederne og for at diskriminere minoritetsetniske grupper.

Kritikken gik blandt andet på, at staten begrænsede menneskers frie ret til at gifte sig med den, de ønskede, alene på grund af aldersgrænsen på 24 år.

Men i dag mener jeg, at vi kan se, at reglen har haft den tilsigtede virkning.

For med reglen hjalp man efter min opfattelse tusindvis af unge med minoritetsetnisk baggrund, som var født og opvokset i Danmark og følte sig danske, med at undgå at blive gift med mennesker fra deres forældres hjemlande, som de ikke selv havde valgt.

Unge mennesker, hvis forældre eller bedsteforældre mente at have retten til at bestemme, hvem de skulle dele resten af deres liv med.

24-årsreglen vanskeliggjorde muligheden for familiesammenføring i en sådan grad, at familier, der tidligere havde forsøgt at arrangere ægteskaber med personer fra hjemlandet, måtte opgive eller erkende, hvor vanskeligt det nu var blevet.

Med årene oplevede jeg, at presset på de unge blev mindre. De skulle ikke længere i samme omfang påduttes ægteskaber, som deres forældre havde besluttet på deres vegne.

Det gav dem bedre muligheder for at tage en uddannelse, skabe deres eget liv og gifte sig med et menneske, de selv havde valgt.

I dag er det i mange miljøer nærmest blevet usædvanligt at tale om ægteskab med personer fra forældrenes hjemlande eller om ægteskab i en meget ung alder.

Det er blevet mere almindeligt, at unge selv bestemmer over deres liv og deres valg af ægtefælle.

Og ja, i begyndelsen blev 24-årsreglen mødt med voldsom kritik og udskamning. Men efter min opfattelse lykkedes det at ændre en uhensigtsmæssig dynamik, hvor unge mennesker blev presset eller tvunget ind i ægteskaber, som andre havde besluttet for dem.

Jeg tror, at vi kan gøre noget tilsvarende ved at forbyde tørklædet for piger under 15 år, så de ikke under en misforstået præmis om selvbestemmelse i virkeligheden lever under tvang eller pres fra familien.

Vi skal blot turde gå hele vejen og indføre et sådant forbud.

Men der er også en anden og helt afgørende side af denne debat.

For det er hverken realistisk eller efter min opfattelse rimeligt at indføre et generelt tørklædeforbud, der gælder alle kvinder.

Et sådant forbud vil efter min overbevisning skade mere, end det vil gavne.

Vi kan ikke tvinge voksne kvinder, hverken unge eller ældre, til at tage tørklædet af under påskud af, at vi dermed redder dem fra undertrykkelse.

Ja, der kan være undertrykte kvinder blandt dem, der bærer tørklæde.

Men der er også tusindvis af selvstændige, stærke og frie kvinder, som bærer tørklæde, fordi det er blevet en del af deres identitet og deres personlige valg.

Nogle fik måske tørklædet påtvunget, da de var helt små piger, men har efterfølgende valgt at leve med det og skabe deres egen identitet, uden at tørklædet har begrænset deres muligheder.

De har taget uddannelser, er kommet i arbejde og udfører hver eneste dag et vigtigt arbejde, hvor de bidrager til og understøtter vores samfund.

Hvis vi indfører et generelt forbud i den naive tro, at vi dermed hjælper kvinder og piger ud af undertrykkelse, risikerer vi i stedet at kaste alle disse voksne kvinder ud i en ny form for ufrihed ved at trække fundamentet væk under dem.

For tørklædet er for mange af disse kvinder blevet en del af deres identitet, deres person og deres værdier.

Det kan vi ikke blot se bort fra.

Derfor må vi ikke glemme proportionaliteten, når vi diskuterer et forbud.

Vi er nødt til at holde formålet med indgrebet op imod de konsekvenser, det vil få for de mennesker, der bliver berørt af det.

Hvad er det egentlig, vi ønsker at opnå? Og hvem er det, vi ønsker at hjælpe?

Hvis formålet er at beskytte piger mod social kontrol og give dem mulighed for at vokse op med frihed og selvbestemmelse, så mener jeg, at vores indsats først og fremmest bør rettes mod de små piger, der endnu ikke har de samme forudsætninger for at sige fra over for familiens forventninger og pres.

Ikke mod voksne kvinder, som er modne og ansvarlige nok til selv at bestemme over deres påklædning, deres religiøse overbevisning og deres eget liv.

For i sidste ende bør målet være det samme for os alle:

At sikre, at piger og kvinder får reel mulighed for at leve et frit liv, hvor det er dem selv og ikke familien, omgivelserne eller staten, der bestemmer over deres fremtid.

Bir yanıt yazın

E-posta adresiniz yayınlanmayacak. Gerekli alanlar * ile işaretlenmişlerdir