KVINDERNE I KØBENHAVN 

Nu har jeg igen forelsket mig fem gange
i fem forskellige kvinder på en tur
med bus nr.4o fra Njalsgade til Østerbro.
Hvor­dan får man styr på sin tilværelse
under de forhold?
En af dem var i pels, en anden i røde gummistøvler.
Den ene læste Ekstra Bladet, den an­den Heideg­ger
             – og gaderne drev af regn.
Ved Amager Boulevard steg en drivvåd prin­sesse ind,
euforisk og hidsig, hende faldt jeg pladask for.
Men hun sprang ud ved Polititorvet og blev afløst
af to dron­ninger med flammende tørklæder,
som talte skingrende sammen på pakis­tansk hele vejen
til Kom­munehospitalet, mens bussen kogte af poesi.
De var søstre og lige smukke,
derfor tabte jeg mit hjerte til dem begge to
og plan­lagde prompte en ny tilværelse i en landsby
nær Rawalpindi, hvor børnene vokser op
       i en duft af hibiscus,
mens deres desperate mødre synger hjer­teskærende
i skumringen over de en­deløse pakis­tanske step­per.

Men de så mig ikke!
Og hende i pels græd bag sin handske,
       da hun steg ud i Farimagsgade.
Pigen der læste Heidegger luk­kede pludselig sin bog
og så direkte på mig med et hånligt smil,
som om hun med ét fik øje på hr. Hvemsomhelst
i egen lusede person. Og således brast mit hjerte
for femte gang, da hun rejste sig og stod af
sammen med alle de andre.
       Så brutal er tilværelsen!
Jeg fortsatte to stoppesteder, før jeg gav op.
Og sådan ender det altid: Man står alene ved kantstenen
og suger på en cigaret, højstemt og lettere ulykkelig.

© Niels Hav