At Krydse Grænser med Poesi

Et interview med Niels Hav om Ord, Kultur og Forbindelser til Tyrkiet

En af de mest værdifulde personer, som min historie i Danmark har bragt mig i kontakt med, er Niels Hav – en vidunderlig digter med en dyb og oprigtig ydmyghed. Jeg finder det stadig magisk, at vores veje har krydset hinanden.

I mine tyvere, hvor mit hoved var fyldt med millionvis af spørgsmål som “Hvad skal jeg gøre med mit liv nu?”, og hvor jeg i jagten på svar ofte overså livets små, men dyrebare øjeblikke, stødte jeg på Niels Havs digte. Hans evne til at hædre netop disse små øjeblikke, og hans blik for den stille lykke, der gemmer sig midt i det hverdagslige, rørte mig dybt.

Mens jeg sad på Frederiksberg Bibliotek og læste den tyrkiske oversættelse af Københavnske Kvinder med stor glæde, var Niels Hav allerede blevet en figur, der havde sat et spor i mit liv. At jeg senere fik mulighed for at interviewe ham, kom som en uventet og vidunderlig gave.

I denne artikel vil jeg dele dette særlige interview med jer.

Sila As (SA): Din digtsamling Øjeblikke af lykke blev for nylig udgivet i Tyrkiet. Hvad betyder det for dig at se dine digte få liv i en ny kultur og et nyt sprog?

Niels Hav (NH): Tak, at blive oversat er som at få en ny kæreste og blive en del af en ny familie. Digtene er i live, de bliver mikset med andre sproglige idiomer og involveret i en ny kulturel kontekst. Det er inspirerende at være en del af den proces og en glæde, at bøgerne rejser, jeg forsøger at støtte digtene så godt jeg kan, det er min opgave. Det her er min anden bog i tyrkisk oversættelse, den første bog hed Københavnske Kvinder .

SA: Hvordan opstod kontakten til Tyrkiet og oversætteren Hüseyin Duygu? Var det et tilfældigt møde, eller ligger der en længere relation bag?

NH: Hüseyin Duygu er en nøgleperson, når det gælder kulturudveksling mellem Tyrkiet og Danmark, han kom til Danmark som en ung mand, i dag er han senior. Han taler begge sprog perfekt og har oversat en lang række danske digtere til tyrkisk, og tyrkiske digtere til dansk. Sammen har vi arrangeret dansk-tyrkiske digteraftner i København, hvor vi inviterer tyrkiske digtere til at møde et dansk publikum. Gennem årene er der udviklet tætte relationer mellem de to lande, jeg har deltaget i bogmessen i Istanbul og andre litterære arrangementer, det er altid en glæde at møde digterne i Tyrkiet.

SA: Du er vokset op i en familie med landmænd og assimilerede romaer. Hvordan påvirker din baggrund din poesi?

NH: Ja, jeg er født på vestkysten, langt væk fra hovedstaden, min far var landmand og graver, han passede kirkegården og kirken. Min mor var konstant gravid, hun fødte ti børn, halvdelen døde. Jeg voksede op i en tidslomme, sådan har mennesker levet på den jyske hede i tusind år. Romaerne var nomader, de blandede gener med de lokale. Min far kunne spille alle instrumenter, musik og sang er vigtige elementer i kulturen. Det er religiøse mennesker med stærke følelser. Erfaringer fra arbejdet med dyrene og jorden er essentielle, i mine bøger er der altid digte om mine forældre.

SA: Som ung drog du til søs og senere læste du teologi. Ser du disse erfaringer af længsel og tro som noget, der stadig lever i dine digte i dag?

NH: Store drømme gror små steder. Jeg fantaserede om at rejse kloden rundt og se verden – og om at blive forfatter. Som sømand var jeg en fiasko, 16 år gammel levede jeg et forår som hjemløs i Oslo.

Troen og respekten for det hellige har jeg med fra min barndom. Min mor lærte os salmevers og Fadervor. Vi kigger op og studerer stjernehimlen, verdensaltet er uendeligt og uden midtpunkt, planeterne og mælkevejen er skumsprøjt i kosmos; vores lille hjerne kan umuligt begribe universet. De gamle religioner og de klassiske filosoffer undersøger mysterierne, religionen er et gelænder, vi kan holde fast i, når jorden ryster.

SA: Har du læst moderne tyrkisk poesi? Er der nogle tyrkiske digtere, du beundrer eller føler dig beslægtet med?

NH: Klassisk tyrkisk poesi rummer en rig tradition, og moderne digtere som Nâzım Hikmet og Oktay Rifat tilhører verdenslitteraturen. Kemal Özer har haft stor betydning for mig, han var med til at oversætte mine første digte til tyrkisk, han besøgte os i København, og vi besøgte ham i Istanbul. Han døde pludselig i 2009, og jeg savner ham, han var min tyrkiske far.

Ahmet Telli er en vigtig digter, januar i år besøgte han os igen i København, læserne elsker ham, han står fast på solidaritet og fællesskab.

Ataol Behramoğlu er en fin digter og et vidunderligt menneske, som jeg sætter meget højt, hans poesi er rig på kærlighed, humor og grundlæggende humanistiske værdier.

SA: Hvad betyder “lykke” for dig – både som menneske og som digter?

NH: Ja, lykke er et dyrebart ord, vi balancerer gennem livet som linedansere; lykke og ulykke er tvillinger. Lykken fås ikke i abonnement, kun i håndkøb, den strejfer os som et uventet smil, et kys, en kærlighed. Eller nogle enkle selvlysende ord i et digt. Den menneskelige lykke er en sang med få noder.

Ensomheden er et grundvilkår. Lykken findes som en længsel og en drøm, der gennemstrømmer musikken og sangene, i Tyrkiet er der en rig tradition. Alle ved, hvad det handler om, drømmen om lykken består af enkle elementer; kærlighed, familie, venskab. Og måske et kærtegn, når ordene slipper op.

SA: Mange af dine digte indeholder små, tilsyneladende enkle øjeblikke – men med stor følelsesmæssig dybde. Hvorfor er det de små ting, du vender dig mod?

NH: Det er et rigtig godt spørgsmål, det mærkelige er jo, at ordene er magiske, vi er sproglige væsener. ” Som var mit sind lidt græs der blev fortalt”, hedder en posthum samling digte og notater af Inger Christensen. Mange af os gemmer i det inderste hjertekammer nogle få kostbare ord. Ordene grænser op til tavsheden, ligesom tonerne i musikken grænser op til stilheden. Før vi siger noget, må vi lære at lytte, og før jeg skriver noget, må jeg lære at holde kæft, ellers bliver digtene bare en plapren.

SA: Hvordan ser du forskellen mellem at skrive til danskere og at blive læst af et tyrkisk publikum? Gør det noget ved din digtning?

NH: Istanbul er Europas hemmelige hovedstad, i tusind år har byen været mødested for kulturelle strømninger, handel og politiske aftaler. Hjemme indgår digtene i en fortrolig samtale med læserne, i Tyrkiet bliver de læst med friske øjne. Forlaget Scala Yayincilik, som også er en åben boghandel, ligger i hjertet af Istanbul (Scala Kitapçı), lige ved İstiklal Caddesi. Canan og Hakan Feyyat har drevet forlag og boghandel i mere end 30 år, i dag er det er en vigtig institution, jeg er glad for at bogen udkommer der.

SA: Hvis du kunne tage én dansk og én tyrkisk læser med på en gåtur gennem Nørrebro, hvad ville du vise dem, og hvorfor?

NH: Jeg vil møde mine gæster ved højbanen på Nørrebro station, her er en vild, ung energi. Mange familier på Nørrebro har rødder i Mellemøsten, Pakistan, Tyrkiet – eller i den danske provins. Vi spadserer ind ad Nørrebrogade i mylderet; måske spiser vi en kebab på Kösem. Ved Runddelen krydser vi ind på Assistens Kirkegård, som er bydelens park og grønne lunge. Her ligger kunstnere, forfattere og komponister begravet, vi vil standse ved Dan Turèll, hvor der altid står en skov af kuglepenne plantet foran stenen. Han var en elsket københavnerdigter og flanør i særklasse. Vi vil standse ved Søren Kierkegaards grav og fundere over eksistensens mysterier. Hvad skal et menneske gøre med sit liv?

Turen slutter på Dronning Louises Bro, verdens centrum, når man bor på Nørrebro. Mens fodgængere og cyklister passerer forbi, sætter vi os og snakker, lykkelige for at være i live.