Ahmet Demir & Hans Elbeshausen
København 11 marts 2026
Forestil dig, at du får, lade os sige, hver tredje uge over en længere periode et brev – enten
med posten eller i din mailboks. I hver eneste af de mange breve bliver du tiltalt med: Kære
fremmede og afsenderen signerer hvert af sine breve med E. Der er ikke tale om spam;
brevene har et seriøst indhold; de handler om at være eller at føle sig fremmed, at miste sit
land, sin familie, sit sprog. Tonen i E’s breve er ofte trist og fortvivlet; samtidigt udstråler de
håb, mod og tillid. Indholdet er dybt og reflekterende; personlige erfaringer står side om
side med politiske analyser. Det bliver tydeligt, at forfatteren har et seriøst ærinde med at
henvende sig til dig – og sandsynligvis til andre.
Hvordan vil du reagere på konsekvent at blive tiltalt som Kære fremmede? Vil du være
afvisende og fremhæve over for dig selv, at du skam ikke er nogen fremmed, at du ikke
føler dig fremmedgjort, at du hverken har mistet dit land eller dine nære relationer, at du
slet ikke føler dig hjemløs? Måske er du forstående og medgiver brevenes forfatter, at det at
være fremmed nok beskriver eksistentielle vilkår for en del mennesker – også nogle, du
kender eller ligefrem er i kontakt med? Eller vil du tage budskabet til dig og E’s insisteren
til efterretning? Vil du indrømme over for dig selv, at du (nogle gange) føler dig som
fremmed og at fremmedhed er en kendsgerning, du har svært at leve med og heller ikke
formår at blive færdig med?
Vil din reaktion falde anderledes ud, hvis du kendte E’s historie, identitet og køn? Ville du
føle dig stødt over at blive tiltalt som Kære fremmede, hvis du vidste, at E’s oprindelsesland
er Tyrkiet, som hun er flygtet fra? Eller vil du reagere modsat – ikke fornærmet, men fuld af
anerkendelse og respekt? Hvad hvis E giver sig til kende som journalist, som forfatter af
mange fag- og skønlitterære bøger, som eftertragt fagperson med speciale i fascisme og
som international anerkendt aktivist? Vil Kære fremmede i det tilfælde være intimiderende
og insisterende? Vil du mene at blive taget til indtægt for holdninger og værdier, som ikke
er dine? Vil afstanden mellem dig og forfatteren vokse, fordi du føler dig fremmedgjort af E?
Eller vil du udvise anerkendelse og solidaritet, fordi jeres erfaringer ligner hinanden og E
formår at give udtryk for ting, du tit har grublet over?
Brevskriveren Ece Temelkuran
Ahmed Demir & Hans Elbeshausen
Hvem er så forfatteren af de mange breve, der er havnet i din postkasse? Og hvad med
vedkommendes erfaringsbaggrund? Bag E gemmer sig Ece Temelkuran – en kvinde født i
1973 i Izmir. Hun læser til jura og har arbejdet som journalist, men mister sit job i 2012 på
grund af kritiske reportager om regimet i Tyrkiet og om Kurdistan. Efter voldsomme
protester i Gezi-Parken i Istanbul er E nødt til at forlade Tyrkiet. Det er i 2016. Med to T-
shirts og et par bukser søger hun tilflugt hos en veninde i Zagreb. Nu begynder hendes
rastløse rejser gennem Europa og resten af verden. Samtidigt bliver hun overbevist om, at
det er umuligt at vende tilbage til Tyrkiet – hun mister sig land og sit sprog; med forældrene
mødes Ece kun på fremmed jord.
For E bliver det at være fremmed en slags besættelse, som blandt andet kommer til udtryk i
følelser som skam og selvhad. Har jeg kæmpet nok for demokratiet i Tyrkiet? Har jeg
overladt bekendte, venner og kammerater til sig selv ved at stikke af? Kunne jeg have blevet
længere? Spørgsmål som disse er også et tilbagevendende tema i E’s breve; det at miste
ender i selvbebrejdelser og selvdestruktiv adfærd. E lægger sit hjerte og sine følelser på is,
skifter til overlevelsesmodus, som hun siger, men fortsætter med at skrive bøger, at holde
foredrag, protestere mod autoritære regimer og engagere sig i kulturelle projekter. Den
eksistentielle længsel efter et hjemsted vil dog ikke forsvinde. Hun savner et sprog, der er
egnet til at beskrive flugten fra Tyrkiet, livet som eksilant og umuligheden af at kunne
vende tilbage.
De tanker og følelser, E er optaget af, afspejler sig i titlen på en bog, der udkommer i 2019:
How to Lose a Country: The 7 Steps from Democracy to Fascism. Bogen gør hende til en
internationalt anerkendt ekspert i fascisme. Måske burde der også henvises til dens tyske
titel: Wenn dein Land nicht mehr dein Land ist oder Sieben Schritte in die Diktatur. For E har
fremmedhed i perioden op til 2022 to betydninger: på den ene side at miste sit land og
forbindelserne dertil, på den anden side at have mistet respekt for og i sit hjemland. Som
eksilant oplever hun fremmedgørelsen som en fremadskridende proces, hvor begge parter
med tiden fjerner sig længere fra hinanden. Det står klart for hende, at det land, hun
drømmer om at vende tilbage til, i mellemtiden har ændret sig. Både den politiske kultur og
de personlige relationer er blevet andre. E’s drøm er tit ikke meget mere end en nostalgisk
refleks og et tab, som hun ikke vil eller kan acceptere.
E bliver tvunget til helt at gøre op med forestillingen om at vende tilbage til Tyrkiet, efter at
hendes liv i overlevelsesmodus krakelerer og hun fysisk og psykisk bryder sammen. Hun
opholder sig på det tidspunkt i Hamborg (Tyskland) som fellow på The New Institute (et
internationalt kollegium for fremtidsforskning). Kollapset skyldes ifølge lægen hendes
hjemve; men hvad er den rette medicin, hvis ens hjemsted er et lukket land? Hjemve
beskrives som den følelse, der indfinder sig, når blikket ikke kan løsrive sig fra fortiden og
Ahmet Demir & Hans Elbeshausen
de steder, man kommer fra, mens den barske nutid skubber én mod en endnu barskere
fremtid. Et uløseligt dilemma bliver til et vendepunkt i E’s’ liv og basis for de breve, der
skrives siden juni 2022 og udgives i begyndelsen af 2026 som bog med titlen Nation of
Strangers – Unsere Heimat sind wir (på engelsk: Rebuilding Home in the 21st Century).
Jeg har ikke et hjemland, jeg kan gå tilbage til
E begynder at se sig selv og andre fremmede med nye øjne. At være fremmed er ikke
længere en tilstand, der skal overvindes, men en livsform, livet skal indrettes efter.
Vendepunktet markerer begyndelsen på et nyt livsprojekt, nemlig at leve livet her og nu,
finde et sprog for de oplevelser, man har som fremmed, og forud alt andet at komme i
kontakt med mennesker, der lige som en selv kæmper med og mod de sociale, kulturelle og
politiske udgrænsninger i ankomstlandet. Årsagerne til flugt og udgræsninger er der
mange af.
Det er ikke kun autoritære eller fascistiske systemer verden over, der gør modstandere til
fjender, berøver dem deres hjem, internerer og deporterer dem. Neoliberalismen
producerer mere rigdom for de rige og hjemløshed i bogstaveligste forstand for de fattige.
En økonomi uden tøjler udhuler den sociale velstand, en økonomisk elite uden moral ser
stort på anstændighed, medmenneskelighed, solidaritet eller hjælpsomhed. Det er nemt at
fortsætte listen af de fortrædeligheder, der skaber fremmede: krige som i den Mellemøsten,
borgerkrige som den i Syrien, etnisk udrensning som i Etiopien, de globale klima- og
miljøkatastrofer samt den omsiggribende individualisme og vestlige exceptionalisme, der
fremhæver forskelle og mindsker ligheder mellem mennesker og folk. Alle krisetegn
tilsammen og den øjensynligt ustoppelige fremvækst af en ugæstfri verden sammenfatter E
i en af bogens mest skrappe og skarpe sætninger: For første gang i historien sørger
menneskeheden i fremtidens tempus (s. 15).
Nutidens nationalstater formår ikke at adressere og finde konstruktive løsninger på de
fremmedes perifere tilhørsforhold til det folk og den nation, de er kommet til – en af bogens
ret så desillusionerende konstateringer. Ifølge E består vores tids store illusion i at tro eller
håbe på, at fremmedhedens stigma forsvinder, så snart man har fået sig en
opholdstilladelse eller et statsborgerskab i ankomstlandet. E’s kyniske udlægning af
nationalstaternes manglende formåen og vilje til at tage sig af de fremmede lyder sådan:
Nationalstaterne er sunket så dybt, at verdens herskere betragter dem som lukrative
investeringsobjekter. (s. 19) En analytisk mere rammende redegørelse for nationalstatens
deroute fremlægges som refleksion over et foredrag, som E har holdt i 2019 i England for
The House of Lords. Her er argumentet: nationalstatens oprindelse, struktur og
selvforståelse bygger på tre principper: folk, stat og territorium. Integration og inklusion er
Ahmet Demir & Hans Elbeshausen
derfor betinget af afstamning og et tæt territorialt tilhørsforhold. Set i et nationalstatsligt
perspektiv er de fremmede flygtninge, migranter, asylanter eller illegale og deres sande
hjemsted vil altid være deres oprindelsesland (s. 124). Selv det at sikre landets grænser
udadtil og føre en remigrationspolitik indadtil er i lyset af det stigende antal fremmede ikke
andet end ønsketænkning og mangel på social fantasi. For fremmedhed er blevet et
massefænomen: vi fremmede er allerede mange og bliver stadig flere; i 2070 regnes med
3,5 milliarder mennesker, der har måttet forlade deres hjemsted (s. 17). Dette fremskynder
nationalstatens deroute yderligere.
Nation af fremmede – en utopi for en verden i overlevelsesmodus
Er du fulgt med i E’s breve, kan du måske se fremmedhed og udgræsning som
overhængende trussel for mange mennesker, om muligt også for dig. Men er de breve mere
end en af de dommedagsprofetier, som der for tiden findes så mange af? Du vil med ret
kunne forvente, at E ved hjælp af eksempler viser, hvordan fremmedhed som livsform
praktiseres, hvordan de mange fremmede bliver til en nation og hvad det særlige ved
denne nation er i forhold til den danske, tyske eller franske nation.
Bogens tyske titel Nation of Strangers – Unsere Heimat sind wir giver måske et fingerpeg om,
hvordan en sådan livsform opstår og udformes. I undertitlen fremhæves at der, hvor vi er,
har vi (eller har hjertet) hjemme. Dette udsagn er nu heller ikke særlig konkret; der mangler
præciseringer med henblik på, hvordan denne nation af fremmede er organiseret. Er den
mere end en enklave af de flygtninge, migranter, asylanter og illegale, der har bosat sig i et
land f.eks. i Danmark? Men undertitlen forklarer dog to ting. For det første gælder det ikke
om at efterligne de folkeslag og de mennesker, som man tilfældigvis opholder sig hos og
omgås med. At være en fremmed er ikke et liv i transition, et mellemspil og en
overgangsfase. Man er ikke nytilkommende eller borger på prøve. For det andet tages der
afstand fra illusionen om, at denne flerhed af fremmede vil – lige som i de gamle
nationalstater – fungere som om den var en enhed. Forskelle i erfaringer, erindringer,
sprog, selvforståelser og ideer ensrettes ikke, der forventes heller ikke, at de fremmede selv
skal frembringe en majoritetskultur for fremmede. Den eneste fremadrettede mulighed
består i, at friheden ved at være fremmede realiseres med hinanden, ikke mod hinanden.
I E’s breve skitseres der mange og ret forskellige eksempler på, hvordan et hjemsted og en
livsform for fremmede allerede er forsøgt at blive virkeliggjort – nogle af eksemplerne er
ret utopiske, andre er mere håndgribelige. Lad os ganske kort skitsere tre af dem.
Kaffe med lidt sukker fungerer normalt som en stiltiende overenskomst mellem gæst og
barista; formlen skaber hos dem, der er fortrolige med konventionen og forventningerne,
en følelse af glæde og anerkendelse. Men i særlige tilfælde bliver den til et løsen for: her er
Ahmet Demir & Hans Elbeshausen
det godt et være, her har jeg hjemme. Som E fortæller, kender den tyrkiske kaffekultur tre
måder at drikke sin kaffe på: med meget sukker, med sukker og med lidt sukker. Hvad der
præcis menes med disse mængdebetegnelser, er ikke nærmere bestemt, men afhænger af
dem, der tilbereder og der drikker kaffen. Den rigtige mængde sukker er en overenskomst
mellem gæst og barista og bliver til en gestus af lykke, empati og fortrolighed. E oplever
denne lykke på et besøg i en tyrkisk cafe i Berlin-Kreuzberg: den mokka, som hun bestiller,
smager præcis som den skal smage – for hende. Med til historien hører dog, at Kreuzberg er
en tyrkisk diaspora-ghetto i Berlin; selve bydelen fastfryser billeder eller minder fra
Tyrkiet, som landet var for 40 år siden. I kaffesmagen flyder nu den gamle og den nye måde
at være hjemme på sammen.
Andet eksempel er en samtale mellem Eyad og E. Eyad er flygtet fra Syrien under barske
vilkår og bor i et refugium for alle slags hjemmeløse i Berlin-Neukölln. E bor i
Charlottenburg, et af de finere kvartere i Berlin. Hendes flugt fra Tyrkiet omtaler Eyad som
udrejse på Business-klasse-maner. Han selv er flygtet i en lille træbåd. Omstændighederne
tvang ham til at sætte sit liv på spil for at redde en gammel mand og en mor med to
spædbørn, som var ved at drukne, mens de løb gennem bølgerne for at nå den lille båd. I
dag kæmper Eyad stadig med traumatiske oplevelser fra dengang. Havets bølger må man
aldrig se på om natten, ellers vil de drukne ens hjerte. Samtalen handler om oprigtighed eller
som E siger: sandhed er den korteste forbindelse mellem to fremmede og den maksime,
som vi i fremtiden overlever på. De ikke-druknede hjerter – det vil sige det omsorgsfulde
møde og den gensidige tillid – er et værn mod den ensomhed, der består i at være fremmed.
E slutter samtalen og brevet med et forsøg på en definition af hjemsted: Når der ikke
længere findes et sikkert sted, hvor man kan krybe i skjul for livets realiteter, består ens hjem
af de mennesker, som støtter en, selvom deres hænder allerede er fyldte. (s. 173) Værestedet
Refugio i Neukölln eller migrationspolitikken i Palermo er forsøg på at skabe nye
hjemmesteder for fremmede.
Douha er en ung mor fra Syrien. E møder hende i en paneldebat om migration, racisme og
fremmedhad. For Douha er det kun de fremmede, der forstår den smerte, der er forbundet
med at være fremmed. Hun har mødt mange velmenende mennesker. Men selvom den
anden part er forstående og åben, forbliver deres specifikke erfaringer og livsformer
ukendte for hinanden. Den oplevede distance i sprog, i væremåde og i følelser gør den
fremmede svag og træt. Og man kan ikke bare få anvist et nyt hjemsted, når ens første hjem
uvægerligt er gået tabt. Douha overlever på at dokumentere andre flygtninges oplevelser;
hun lytter til deres fortællinger uden at stille spørgsmål. Douha selv bliver levende og
medlevende gennem de fortællendes livshistorier. For E viser Douhas projekt og hendes
dokumentation af fælles erfaringer, hvor nødvendigt det er at stifte Nation af Fremmede. I
Ahmet Demir & Hans Elbeshausen
de fremmedes nation er personlige tab, den individuelle smerte og de kvælende
selvbebrejdelser blevet til en slags fælleseje.
Afslutning
E’s breve er refleksioner over en barsk virkelighed; de er så realistiske, som vores politiske,
sociale, kulturelle og materielle omverden er dyster. De fremmede fungerer som en
seismograf for fremtidens kriser. De er allerede begyndt at sørge over den fremtid, som vi
alle kommer til at tabe som fælles forventningshorisont – hvis prognoserne holder.
Samtidigt er brevene også en håndsrækning. De viser, hvordan mennesker formår at
overleve i her-og-nuet – på trods af at de blev tvunget bort fra deres hjemsted.
Nation of Strangers er en kulturnation, spredt over hele verden. Det gestiske sprog, der
baserer sig på de oplevelser, der har gjort mennesker til hjemløse, gør de fremmede
genkendelige over for hinanden. Det gensidige ansvar og den uegennyttige hjælpsomhed
bliver til en form for legitimation, der giver adgang til dette fællesskab. I mødet med andre
fremmede og med deres livsprojekter finder E den enorme energi og utopiske realisme,
som de breve, hun har sendt til dig, udstråler. Nationen af fremmede findes der, hvor
hjertet har hjemme.
Indholdet i E’s breve ligger fint i forlængelse af tanker og refleksioner, som blandt andet
filosofferne Hannah Arendt (1906 – 1975) og Giorgio Agamben (f.1942) har beskæftiget sig
med. Arendt har i det lille skrift Vi flygtninge (1943) på baggrund af egne erfaringer som
flygtning understreget, at tilpasning ikke har vist sig at være et succesrigt værn mod
forfølgelse, deportation og internering. De bevidste pariaer er de utilpassede, som dog er sig
deres herkomst bevidst; de kan ifølge Arendt blive til deres folks avantgarde. Analogien er
ret nærliggende. Først bevidstheden om, hvad det vil sige at være fremmed, skaber
forudsætninger for, at de fremmede ser deres anderledeshed og mangfoldighed som basis
for Nation of Strangers. Også dette kunne have været en grund til, at du har modtaget E’s
breve.
Agamben har 50 år senere i et essay ligeledes med overskriften “Vi flygtninge”
argumenteret for det samme: flygtninge, når flugt og fordrivelse er blevet til et
massefænomen, finder ikke et legitimt hjemsted i nationalstaten. Så længe dens
suverænitet hviler på treenigheden stat – afstamning – territorium, er den ingen pålidelig
garant for borgerrettigheder. Stat og nation vil ikke kunne repræsentere så heterogen og
stor en gruppe mennesker. Vor tids flygtningelejre bliver ifølge Agamben derfor det
grundlæggende ordensprincip for den moderne stat. Set i dette perspektiv er Nation af
Fremmede et oplagt modspil. Her forenes mennesker ikke på basis af deres afstamning;
herkomsten vægtes heller ikke som noget særligt. Det er deres erfaringer og sprog som
Ahmet Demir & Hans Elbeshausen
flygtninge, migranter, asylanter og illegale samt de deraf følgende handlinger og værdier,
der er afgørende for deres tilhørsforhold til denne nation.
I hendes sidste breve kommer E ind på Odysseen, vestens store fortælling om udrejse og
hjemkomst. Hun genfortolker Odysseen vha et digt af den egyptiske poet Konstantinos
Kavafis (1863-1933). Godt nok er øen Ithaka Odysseus’ hjemstavn; men når Kavafis bruger
ordet i flertal (Ithakas), bliver øen til en metafor for, at fremmede har mange steder, hvor
de har hjemme, og for den vished, at man også derhjemme kan være hjemløs. Nation af
fremmede er hjemstavnen for mennesker, hvis liv leves i permanent landflygtighed.
De breve, som E har skrevet og sendt til dig, er et første spagt forsøg på at udtænke en
livsform passende til en realitet, der i dag allerede eksisterer for nogen, og formidle disse
tanker til nogen, der har fået en svag fornemmelse af, at fremtiden medfører flere tab end
gevinster. For os (Ahmed og Hans) er det vigtigt at viderebringe E’s centrale spørgsmål:
Hvordan kan en fælles etik for overlevelse i en verden fuldt af kriser bidrage til en
human livsverden?
Måske er det for direkte en opfordring, men: Læs bogen, det lønner sig.
Anmærkninger:
Vi har i vores omtale brugt den tyske version af E’s bog:
Ece Temelkuran (2026). Nation of Strangers: Unsere Heimat sind wir. Rowohlt E-Book. 245
Seiten. ISBN-13:978-3644022720
Hans har oversat citaterne fra tysk til dansk.
Den engelske udgave: Ece Temelkuran (2026). Nation of Strangers: Rebuilding Home in the
21st Century. Canongate Books Ltd. ISBN-10:1837265909
Litteratur:
Hannah Arendt (2016 [1943]). Vi flygtninge. Forlaget Slagmark
Giorgio Agamben (2006 [1993]). Wir Flüchtlinge. I: Bauwelt, 48, s. 14-19.
