Kopenhag, 10 Ağustos
Mit indlæg handler om et ungt menneskes reaktion på sine traumer og sin nære familie. Jeg vil i indlægget beskrive relationen til den unge og familien og dens indvirkning på krisen i familien.
I det daglige arbejde med traumatiserede mennesker overvejer vifagfolk, hvordan vi skal gå til den enkelte og familien, der kæmper med traumer og krise.
Gennem mit mangeårige arbejde har jeg gode erfaringer med at bruge relationer som et væsentligt pædagogisk støtteredskab. Den følgende case viser, hvordan man kan støtte.
Et ungt menneskes ene forælder måtte forlade hjemlandet pga. sin politiske overbevisning. Den unge, der dengang var spæd, blev tilbage med den anden forælder og andre familiemedlemmer. De politiske modstandere satte ild til familiens hus og tog spædbarnetsom gidsel i deres højborg i bjergene. Forælderen omkom i branden. Den lille blev placeret i en såkaldt institution i bjergene, men i forbindelse med den politiske konflikt blev institutionenbombet. Ved eksplosionen blev den lille slynget væk og fik flere knoglebrud. En humanitær organisation fandt det hjælpeløse barnog opsporede den forælder, der var flygtet. Forælder og barn blev genforenet.
Barnet spurgte efter den anden forælder, og selv om forælderenvidste besked om dødsfaldet, fik barnet at vide, at de snart skulle være sammen. Det gav barnet håb om et gensyn. Forælderenorienterede myndighederne om tabet, men insisterede på, at barnet ikke skulle vide det. De sociale myndigheder arbejdede på, at barnet skulle vide besked, men forælderen var overbevist om, at barnet efter mange års tro på, at den anden forælder var i live, ikke kunne klare at få at vide, at den anden forælder var blevet slået ihjel. Efter pres fra myndighederne fik det nu unge menneske sandheden at vide, og det væltede hele den unges liv. På grund afindre kaos og vrede mod sin forælder valgte den unge at flygte ud i naturen og ville ikke have med mennesker at gøre.
De sociale myndigheder kontaktede mig om et samarbejde med den unge og familien. Inden jeg gik i gang med arbejdet, ville jeg have følgende forhold på plads:
• Detaljeret viden om forældrene og den unge.
• Et møde med forælderen for at præcisere rammerne for samarbejdet.
• En præsentation af, hvordan jeg går til værks.
• Professionel tolkning for at sikre effektiv kommunikation.
• Kendskab til, hvor i naturen den unge befandt sig.
Mødet med en ung i krise
Jeg brugte professionel tolk til at ringe til den unge, som besvarede opkaldet. Jeg kunne høre, at den unge var vred, udmattet og ikke ville have med mig at gøre. Jeg lyttede kort og spurgte, om jeg måtte fortælle, hvem jeg er, og hvorfor jeg ringede. Efter vores korte samtale sagde den unge: ”Tak fordi du ringede, vi snakkes ved.” Jeg sagde, at jeg respekterede, at den unge ikke ville mødes, men om det var okay, at jeg ringede. Svaret lød: ”Du må gerne ringe.”
Efter tre dages dialog via telefon ville den unge gerne mødes. Jeg tog højde for den unges indre kaos, vrede og skuffelse og besluttede, at vi ikke skulle mødes hjemme hos forælderen. De sociale myndigheder arrangerede, at den unge blev placeret på en ungdomsinstitution, hvor vi kunne have samtaler og løbende vurdere, hvornår den unge var parat til at møde forælderen igen. Jeg orienterede den unge om muligheden for et ophold på en ungdomsinstitution, og den unges reaktion var: ”Tusind tak, jeg vil ikke mødes med min forælder og komme hjem.”
Vi mødtes som aftalt, og allerede på første møde sagde den unge: ”Jeg besluttede mig for ikke at ville mødes med mennesker, da jeg fik at vide, at min anden forælder var død for mange år siden. Jeg var vred, men da du ringede til mig, tænkte jeg, at du er anderledes. Jeg tænkte, at du ville hjælpe og forstå mig.” Jeg svarede, at det glædede mig, at vi kunne tale sammen, og at jeg meget gerne ville hjælpe. Jeg oplyste mit telefonnummer og sagde, at den unge måtte ringe døgnet rundt, og at jeg også gerne ville mødes igen. Den unge takkede for det.
I mit arbejde fokuserer jeg på at lære individet at kende og finde frem til dets interesser. Jeg fandt ud af, at denne unge varinteresseret i en fysisk aktivitet, så jeg fik den unge til at genoptage aktiviteten, og jeg fik lov til at følge med.
På den måde oparbejdede vi en relation. Jeg spurgte, om den ungeville beskrive kaos, vrede, skuffelse osv., og den unge svarede: ”Gerne, men ikke nu. Jeg taler med dig, når jeg synes, det er okay.”Jeg svarede, at jeg glædede mig til at høre mere, og at jeg ikke ville presse på. Den unge sagde: ”Jeg er vred på min forælder og vil ikke mødes. Jeg forstår ikke, at jeg i mange år fik at vide, at jeg snart skulle møde min anden forælder, for da jeg fik at vide, at min forælder var død, brød min verden sammen. Jeg havde lyst til at dø og valgte at flytte ud i naturen uden kontakt med mennesker.”
I sit eget tempo beskrev den unge sine traumer, sit kaos og sinvrede. Jeg lyttede aktivt, og efter et stykke tid spurgte den unge, hvordan det ville være at mødes med sin forælder og eventuelt flytte hjem. Jeg svarede, at jeg var en slags “advokat”, som ville sikre, at intet skete mod den unges vilje. Jeg spurgte, om den unge var sikker på at ville mødes med forælderen, og den unge svarede:”Ja, jeg vil fortælle, hvor vred og skuffet jeg er. Jeg mistede håbet, da jeg fik at vide, at min anden forælder er død.” Jeg lovede at tale med forælderen og vende tilbage.
Parallelt med samtalerne med den unge arbejdede jeg medforælderen, og da jeg fortalte, at den unge ville mødes og måske flytte hjem, skabte det glæde. Jeg instruerede forælderen i, hvordan sådan et møde ville foregå og bad forælderen lytte, undskylde og høre efter, hvad den unge foreslog som en løsning på deres krise.
Mødet mellem den unge og forælderen
Det første møde var kort, og den unge havde gjort klart, hvordan det skulle forløbe: ”Jeg vil være på mit værelse, og ingen skal kontakte mig, før jeg selv inviterer jer ind.” Vi accepterede kravet, fordi samtalen ville tage tid og ikke kunne hastes igennem. Forælderen tog mod den unges vrede og begrundede kort sin manglende ærlighed med at ville undgå at gøre den unge ked af det og ikke vide, hvordan man skulle fortælle om den anden forælders død. Forælderen fortalte også, at de sociale myndigheder var blevet bedt om hjælp, og derfor kom Ahmet for at hjælpe.
Det var hårdt for den unge at få sandheden at vide, men min professionelle støtte og relationen mellem mig, den unge og forælderen førte til, at de med tiden blev forsonet. Jeg støttede denunge i skolen og fritiden, indtil de sociale myndigheder og jegvurderede, at familien kunne klare sig selv.
Du har reddet mit liv
Lang tid efter mødte jeg et ungt menneske, som henvendte sig til mig. Jeg så på den unge og kom frem til, at det var den unge, jeg havde arbejdet med. Den unge sagde: ”Ahmet, du har reddet mit liv. Jeg har mange gange tænkt på at kontakte dig for at sige det. Jeg har stor respekt for dig. Du skal vide, at jeg på et tidspunkt vil skabe en familie, og du er en af dem, jeg gerne vil invitere med til festen. Jeg håber, du kan finde tid til at komme.” Jeg svarede, at jeg altid kunne kontaktes, og at jeg med stor glæde ville tage imod en invitation.
Afslutningsvis
Jeg mener, at de sociale myndigheder skal samarbejde med familierne og have en akut beredskabsplan klar til at køre en sommig i stilling. I kraft af min terapeutiske erfaring kan jeg komme i kontakt med den unge og arbejde med både den unge og forælderen med henblik på dialog. Selvom der er kaos, vrede og mange andre følelser i spil, kan professionel støtte og effektivt samarbejde mellem fagfolk, sociale myndigheder, forælder og ikke mindst den unge føre familiemedlemmer sammen med respekt for hinandens tanker og følelser.
